Denne ejendom ligger i en charmerende mindre by udenfor Gallicano.
Huset ligger i den øverste del af byen, er i 2 plan og er ikke forbundet med andre bygninger. For at komme til huset skal man op af nogle trapper, hvilket er en del af charmen ved denne by, hvor krukker med blomster pryder stort set alle trappetrin. Man kan dog køre en mindre bil tæt på ejendommen for aflæsning.
Stueetagen består af hall/entre, stort karbadeværelse, soveværelse, vaskerum/pulterkammer og stort soveværelse med egen åben pejs, badeværelse og balkon. Den smukke stentrappe fører op til det store åbne miljø med spisestue og køkken, stue og badeværelse. Fra køkkenet er der udgang til den store veranda, den lille have og til terrassen alle med den samme fantastiske udsigt.
Stilen indvendig er den gamle klassiske toscanske med de synlige kastanjebjælker i loftet og mange af de gamle deltaljer er bevaret.
Der er et lille kælderrum under ejendommen til opbevaring af haveredskaber.
Fra både haven, terrassen og verandaen kan den smukke udsigt over byens tage og bjergene nydes.
Den lille hyggelige by har hele 2 barer/cafe’er, hvor de lokale mødes for at sludre, mens kaffen nydes. Den ene bar fungerer også som en lille købmand. Ejendommen er perfekt for dem, som ønsker ro og ægte rustik toscansk charme – stadig med kort afstand til nærmeste større by.
Energiklasse: “E”
Se dronefilm her:
Gallicano ligger ca. 35 km nord for turistmagneten, Lucca i det grønne Garfagnana mellem bjergkæderne Apuanerne og Appenninerne. Garfagnana dalen er med rette berømt for sin prosciutto, svinekød, pecorino ost og honning.
I Gallicano er der nogle få Bed & Breakfast steder, men ellers er byen ikke præget af turister. Fra Gallicano er der mange udflugtsmål: Vandrestier som kan udforskes til fods, på hesteryg eller mountainbike, mens byen byder på alt fra svømning til tennis, fodbold og atletik. Hver onsdag formiddag hele året rundt er der marked i den gamle bymidte.
Afstande:
Til havet: 60 km
Abetone: 45 km (skisportssted)
Pisa: 55 km
Firenze: 105 km
Lucca centrum: 35 km