Man kan ikke andet end at blive betaget, når man ser denne smukke ejendom. Der er ikke overladt noget til tilfældighederne, og alligevel er det gennemført rustik hygge på højt plan.
Hovedhuset er på 85 m2 – fordelt på 2 plan.
I stueetagen er der soveværelse og badeværelse, lille vaskerum, åbent miljø med rummeligt køkken, spisestue og stue med udgang til den lyse udestue på ca. 20 m2. Udestuen fungerer som ”limonaia” i vintermånederne (opbevaring af alle citronplanterne), og resten af året er det en ekstra stue.
Stentrappen med de smukke trin leder op til 1. Sal, hvor der er endnu et badeværelse og soveværelse med udgang til balkon på 12 m2 med fantastisk udsigt til de smukke omgivelser.
Annekset indeholder åbnet miljø med stue og køkken med velfungerende pizzaovn. Et par trin fører ned til det store soveværelse og badeværelset.
Fra badeværelset er der også udgang til pool-området. Ovenpå soveværelset er der en stor balkon med adgang fra pool-området og med udsigt over poolen.
Hovedhuset og annekset bliver forbundet af en smuk pergola med blåregn.
Swimmingpoolen er på 6 x 12 meter med god plads til solsenge omkring den. Poolen indbyder til afslapning og fordybelse. Der er udendørsbruser med solopvarmet vand ved poolen.
Foran huset er der stor sydvendt veranda på 20 m2. De åbne sider gør, at alle måltider kan nydes i skygge med udsigt til blandt andet byen Lajatico, Andrea Bocellis fødeby og de naturskønne omgivelser.
Lajatico er kendt for sit “Teatro del silenzio” (stilhedens teater), hvor den verdensberømte tenor Andrea Bocelli hvert år afholder koncert i de smukke omgivelser under åben himmel.
Desuden er der carport med god plads til 2 biler, aflåst låge og port mod vejen. Området foran huset, carporten og annekset er belagt med sten.
Ejendommen producerer også strøm: Der er 15 strømproducerende solcellepaneler på tagene.
På grunden er der ca. 22 oliventræer og mange smukke krukker med citroner, figen og andre planter.
Se dronefilm fra ejendommen:
https://youtu.be/lq5vnGDZc1w
Chianni er en smuk landsby med charmerende smalle stræder, og overalt er de smukke stenhuse med til at præge byen.
Den lille by er omgivet af bakker, hvis farver skifter med årstiden. Den frodige skov med de mange stier er velegnet til vandreture, mountainbike ture og naturoplevelser. Naturelskere kan nyde det rige dyreliv, vandfald og roen.
Afstande:
Pisa: 46 km
Firenze 83 km
Lucca: 76 km
Livorno: 51 km
Volterra: 31 km
Rosignano (Middelhavet) : 36 km